Cykeltur til Madskilde

 

Godt skjult neden for bakkerne ved Blankenborgvej ligger Mads Kilde, en gammel

helligkilde. Den skal vi besøge på denne aftentur, og da der er kort afstand fra Nyborg, er det oplagt at lade transporten foregå på cykler. Der er et par hundrede meter til fods fra landevejen ned til kilden.

 

Før vi når frem til helligkildens forfriskende vand, skal vi et smut forbi Vindinge og ned bag kirken, hvor der skjuler sig en anden naturidyl. Her snor Vindinge Å sig gennem en frodig eng. Efter besøget på disse herlige steder trænger vi til at få kaloriedepoterne fyldt op hjemme hos turleder-parret på Møllevænget 1 lige ved Dyrehavemøllen. Der bydes på kaffe/the og hjemmebagt kage.

 

Hele turen rundt er på ca. 8 kilometer, og der bliver rigeligt med pauser, så ingen bliver overanstrengt. De store bakker kan vi stille og roligt trække op ad.

 

Er der medlemmer, som ikke kan cykle, kan de henvende sig til turlederne senest mandag den 23.maj, så sørger vi for biltransport. Samtidig vil vi gerne høre, om nogle bilejere vil melde sig som chauffører.

 

Gode hilsener og på gensyn, Jonna og Preben.

Naturhistorisk forening Nyborg